Nedenstående er et debatindlæg bragt på sn.dk d. 31. januar 2024. https://www.sn.dk/helsingoer-kommune/debat-man-kan-ogsaa-tage-bybussen/
Af Jørgen Bodilsen, byrådsmedlem i Helsingør Kommune for Enhedslisten
I hele diskussionen om betalt parkering kan man få det indtryk, at der ikke findes andre måder at komme til centrum end i bil. Men hvor stor en del af kunderne i centrum kommer med bil? Man kan komme med bybussen, på cykel, man kan gå eller tage lokalbanen, og nogle kommer også med færgen. Det besynderligt, at alle de kunder, der ikke kommer i bil, er der stort set ingen, der tillægger nogen betydning. Hvor er kravet om bedre cykelparkering, bedre busforbindelser?
Der er aldrig lavet en undersøgelse af, hvordan kunderne kommer til centrum. Jeg vil tro, det er dem, der ikke kommer i bil, der fylder mest i gadebilledet. Alligevel er der folk, der ud i den blå luft hævder, at betalt parkering vil skabe en død by. Måske butiksdøden i centrum mere er et resultat af, at alle de kunder, der ikke kommer i bil, er der ingen, der interesserer sig for deres forhold.
I budgetaftalen er der for eksempel indført halvtimes drift på linje 353 om lørdagen, mod nu en times drift. Det betyder, at beboere på Hellebo Park, Sundparken og bebyggelserne på Snerlevej vil have meget lettere ved at benytte bybussen til lørdagsindkøb. At det bliver lettere for flere tusinde mennesker at komme på lørdagsindkøb i centrum har besynderligt nok ikke udløst et jubelskrig.
Problemet er jo nok, at de fleste beslutningstagere kommer i bil, og de ikke har fantasi til at forestille sig andet.