Klage til Ankestyrelsen over lejeaftale for Helsingør Stadion 

Foto: Mads Hussing

 

Enhedslisten har klaget til Ankestyrelsen over den lejeaftale for stadion mellem kommunen og FC Helsingør A/S, som byrådet vedtog d. 29 januar 2024. Det har vi gjort fordi vi mener niveauet for lejen er så lavt, at der i realiteten er tale om støtte til en privat erhvervsvirksomhed. Fodbold og idræt giver rigtig meget værdi for mange mennesker. Fælleskaber, klubliv, motion og sundhed for både børn og voksne. Derfor er vi selvfølgelig tilhængere af at kommunen støtter amatøridræt over en bred kam, ligesom vi støtter kultur- og foreningsliv. Men den professionelle fodbold er en dybt kommerciel affære med utallige skyggesider og høje menneskelige omkostninger. Den vi synes vi ikke kommunen skal støtte. Og det er i øvrigt også ulovligt. 

Den nye lejeaftale for Helsingør Stadion er indgået med det private aktieselskab FC Helsingør A/S. Aftalen vedrører den professionelle brug af stadion, herunder afvikling af divisionsfodbold og træningsfaciliteter til det professionelle hold. FC Helsingør A/S får også ret til indtægterne fra reklameplads på stadion og til at vælge navn på stadion og få indtægterne deraf. Prisen er aftalt til 309.000 kr om året. Stadion har kostet over 80 mio kr for kommunen at bygge. 

Det fremgår af kommunalfuldmagten, at der er snævre begrænsninger for hvornår Kommunen må støtte private erhvervsvirkomheder økonomisk. Når kommunen udlejer til private virksomheder, der har til formål at skabe et overskud, er det et krav, at lejen fastsættes på markedsvilkår. Men hvad er markedslejen for et stadion? Her må man læne sig op ad Konkurrencestyrelsen og den sunde fornuft. 

Konkurrencestyrelsen siger bl.a., at lejefastsættelsen skal ”tage udgangspunkt i, hvordan en privat investor, der udlejer stadionfaciliteter, må forventes at agere på et konkurrencepræget marked.” 

I de regnestykker, der fra kommunens side ligger til grund for lejens niveau, ser vi nogle forudsætninger, som vi mener er åbenlyst urealistiske: 

  • For det første er forrentningen af den investering,  som kommunen har foretaget ved at bygge et stadion sat til bare 2%. En privat investor vil efter vores skøn kræve minimum 5,5% 
  • For det andet er den udgift, som kommunen har med at udskifte kunstgræsbelægningen på banen ikke medregnet. Belægningen skal nu i år skiftes efter fem års brug, hvad der i 2024 koster kommunen 2,7 mio kr. Kravet om udskiftning skyldes Divisionsforeningens krav til banen, hvorimod amatørfodbolden sagtens kunne have brugt den mange år endnu. 
  • For det tredje er den andel af banens brug, der vedrører den professionelle fodbold og dermed lejeaftalen, sat til bare 10% i kommunens udregning. Vi skønner den til at være 34% af tiden ud fra en opgørelse af, hvordan der rent faktisk er spillet og trænet professionelt og amatørmæssigt på banen i 2023. 

Hvis man beregner lejen med præcis samme metode, men ændrer de tre nævnte forudsætninger, bliver resultatet en leje på 1,6 mio kr i stedet for 300 tusinde. 

Det er forhold vi har dokumenteret i vores klage til Ankestyrelsen, og som vi forelagde for byrådet inden beslutningen i januar. 

Forskellen, altså ca. 1,4 mio kr om året, kunne vi som kommune bruge på vores skoler, daginstitutioner, ældrepleje, kultur og mange andre vigtige ting.  

Man kan sige, at fodboldklubben ikke ville kunne løbe rundt, hvis lejen blev hævet til det beløb, som pladsen på stadion reelt koster. Det er muligt, men lovgivningen er klar. Og måske er en professionel fodboldklub som virksomhed bare ikke en bæredygtig forretning? I Enhedslisten mener vi i hvert fald ikke, at det er en kommunal kerneopgave at støtte private aktieselskaber, selvom de spiller professionel fodbold. 

   

Jørgen Bodilsen og Malthe Jacobsen 

Byrådsmedlemmer i Helsingør for Enhedslisten