Nytårsbrev

Vi kan se tilbage på 2023 som et tumultarisk og på mange måder skræmmende år. Et år med rekordvarme og ødelæggende klimahændelser over hele kloden, mens CO2 udledningerne stadig vokser. Et år, hvor krigens brutale logik har medført død og ødelæggelse for tusindvis af mennesker i Ukraine og Palæstina.
I Danmark har vi haft et år med en regering, der har prioriteret skattelettelser til de rigeste dele af befolkningen, men nægtet kommunerne og regioner penge til at opretholde velfærden, hvad enten det gælder sygehusvæsen, institutioner, skoler og indsatser for de svageste grupper i samfundet. En regering, der sætter vild militær oprustning over udviklingsbistand til verdens fattigste lande. Har fredet et landbrug, der på den mest destruktive vis fortsætter med at ødelægge vores natur. Hvis hovedopskrift på fremtidens problemer er, at vi skal arbejde, vækste og forbruge mere, mens stress er blevet en folkesygdom og vores børn og unge mistrives. Og mennesker uden for arbejdsmarkedet i stigende grad ofres.
I Helsingør ser vi bl.a. kæmpe udfordringer med at få råd til at skabe plads til mange børn med særlige behov, at sikre ordentlige forhold for ældre og mennesker med handicap. Skoler, institutioner og meget andet trænger i den grad til et løft.
Men vi ser også hver dag, at mange mennesker på hver deres måde gør ufatteligt mange gode ting for hinanden og for at skabe en bedre verden. Frivillige går sammen om at skabe gode fællesskaber for børn, voksne og ældre, hjælpe hinanden og folk, der trænger. Foreninger og boligområder arbejder for at styrke natur, biodiversitet og genbrugsløsninger. Kulturliv og kunst blomstrer til fælles glæde. Titusinder af mennesker går i demonstration for at sikre verdensfreden, går til kamp for at sikre ordentlige arbejdsvilkår, eller går sammen om at råbe magthaverne op om uretfærdigheder. I Helsingør har vi i byrådet i 2023 kunnet manifestere et nyt flertal, som har vist at der kan skabes en bedre retning for kommunen. Bl.a. er der vedtaget forbedret busdrift og flere cykelstier.
Vi bor på en fantastisk, unik og mangfoldig planet. Vi bor i en rig og smuk kommune. Vi har mulighederne for sammen at skabe en fremtid, hvor der både er plads til gode liv for alle mennesker og respekt for planetens økologiske grænser. Lad 2024 blive et år, hvor endnu flere af os går aktivt ind i arbejdet for en grøn og solidarisk kommune og jord. Gør det med dine naboer og venner, i din forening, i på din skole, arbejdsplads. Lad os gøre det på alle mulige måder. Lad os invitere hinanden med og gøre det sammen.
Du kan også være med som medlem af Enhedslisten.
Godt nytår!